R.E.M. – Murmur (1983)

R.E.M: Radiorock. Kedelige ballader. Musik for midaldrende – måske det er sådan i dag. I 1980erne var R.E.M. kult, og når man hører debutpladen Murmur er det ikke svært at forstå. Murmur er fyldt med en ungdommelig energi, som kun svagt kan høres i det mere kommercielle 90er-R.E.M. Lyden er svær at tidsbestemme, som en hybrid mellem punken og The Byrds-agtig folkrock, tilsat en mumlende, uforståelig forsanger. Sangskrivningen er på højt niveau, selv om teksterne ikke giver mening – for det er lyden og stemningen der er vigtigst, og der spilles hastigt gennem de 12 sange. Åndehullet kommer halvvejs på pladen med den fantastiske ballade Perfect Circle. Debutsinglen Radio Free Europe er et standout, ligeså er Moral Kiosk, Talk About the Passion og 9-9. For de mange, der kun kender R.E.M. for de lidt kedelige hits i de sidste 15-20 år, bør Murmur kunne forklare, hvorfor R.E.M. stadig er lidt ‘cool’ i dag.

5/6

Det unge R.E.M. havde en tendens til at spille deres sange i et afsindigt tempo. Dette er også tilfældet her, hvor R.E.M. spiller Radio Free Europe hos en noget ung David Letterman i 1983.

Jellyfish – Spilt Milk (1993)

Jellyfish var et amerikansk band, der var så uheldig at spille 60er-inspireret guitarpop et par år før det fik sin renæssance. Ikke desto mindre er begge gruppens plader noget nær popmesterværker. Spilt Milk er den sidste af disse.  Sangene er intelligent arrangeret, måske for intelligent til den almene lytter, men for den kræsne lytter er det guld. Korarrangementerne er i særklasse, især på det Beach Boys-agtige åbningsnummer Hush og Joining a Fan Club. Der er stærke Beatles-referencer, som i slideguitarsoloen på New Mistake, der er fjollede børnesangspasticher som Sebrina, Paste and Plato, og der bliver spillet med musklerne på All Is Forgiven. Spilt Milk burde være obligatorisk pophistorie, men af uvisse årsager skulle det ikke gå sådan.

6/6

Der er, så vidt jeg kan finde ud af det, kun lavet video til New Mistake….

…men denne liveudgave af All Is Forgiven er virkeligt sej – især forsanger Andy Sturmer, der samtidigt spiller trommer stående. Det gjorde han sådan set altid til deres koncerter, men det bliver det ikke mindre sejt af.

The Blue Nile – A Walk Across the Rooftops (1984)

Glasgow-gruppen The Blue Nile er en af den slags bands der er dømt til at være kult. Dels fordi de yderst sjældent giver koncerter, og dels fordi de nærmest lige så sjældent udgiver plader. A Walk Across the Rooftops er gruppens første plade, og siden er der kun kommet tre – den seneste i 2004. Udgivelsen af A Walk Across the Rooftops blev finansieret af et lokalt hi-fi-selskab, der ville have demonstreret kvaliteten af deres indspilningsudstyr. Titelnummeret er resultatet af denne aftale, og har et væld af forskellige instrumenter, der bare næsten aldrig kommer samtidigt, for netop at demonstrere lydens gode kvalitet. Det er samtidigt også et virkelig godt nummer, der dog blegner ved sammenligning med pladens højdepunkter Tinseltown in the Rain, Heatwave samt min favorit From Rags to Riches, der imponerer med noget af det fascinerende synth-brug i popmusikken. Albummet har ikke mere end syv sange, og er på den måde nemt at komme igennem, men detaljerne i sangenes arrangementer og produktioner gør, at man kan høre dem utallige gange, og stadigt opdage flere lag. Jeg synes lyden minder lidt om Peter Gabriels hitplade So, men ellers er unik og tidløs.

 

5/6

 

The Blue Nile giver her en sjælden tv-optræden i Jools Hollands program.

Alice in Chains – Black Gives Way To Blue (2009)

Så gjorde jeg det. Det, jeg skrev at jeg ikke ville. Lave anmeldelse af aktuel plade. So be it. Alice in Chains har gjort comeback, 14 år efter seneste album og 7 år efter forsanger Layne Staleys død. Åbenbart synes pøbelen, at det er helligbrøde at fortsætte uden Staley. Fair nok, den nye sanger William DuVall har en rimelig irriterende stemme, men det var alligevel altid guitarist Jerry Cantrell som skrev sangene. Det gør han stadig. Cantrell og DuVall synger tostemmigt på det meste af pladen, og det lyder sindssygt fedt. En gang imellem går der tomgang i den, og nogle af sangene er noget lange i det,  især dem, der mangler melodier – men når melodierne er der, er der tale om rock i topklassen. Cantrells stærke sangskrivning gør, at det lyder som Alice in Chains, og ikke bare AiC-jam, som man kunne frygte. Take Her Out, Private Hell, Your Decision og singlen Check My Brain (eneste nummer med bare en anelse hitpotentiale) er i A-rotation hos denne blog-skribent.

4/6

 

Af uforståelige årsager valgte gruppen at udsende den mildt sagt ikke særligt radiovenlige A Looking in View som første single. Anden single, Check My Brain, er så fed, at man har fået lavet en uinspirerende video, som kan ses her:

Brian Eno – Another Green World (1975)

Brian Eno er en af de eneste pop-musikere (eller hvordan man nu definerer det), som fortjener påhæftelsen af det ellers groft misbrugte geni-begreb. Another Green World er på én gang Enos afsked med traditionel sangbåret rock og hans præsentation af den genre, han senere navngav “ambient”. Der er kun en håndfulde deciderede sange på Another Green World, men selv Enos usikre sang kan ikke skjule at de både er melodiske og velproducerede. Til gengæld er hans tidlige, korte ambientnumre aldeles suveræne. Jeg har prøvet at se om jeg kan blive træt af eksempelvis In Dark Trees og The Big Ship, men det er endnu ikke lykkedes. Generelt er der få plader, der som formår at lyde futuristisk og relevant på samme tid.

 

5/6

 

Youtube-klippet er pladens bedste nummer, The Big Ship, tilsat et “forrygende” stilbillede.

The Beach Boys – Pet Sounds (1966)

Pet Sounds blev groft overset af pladekøberne i 1966, og endte med at blive starten på gruppens nedtur. Ikke desto mindre er det mesterværk, og selv om dens kanonisering er løbet over ende i de senere år, er der stadig masser retfærdighed i den. Pet Sounds’ vokalarrangementer er stadig blandt de bedste, der nogensinde er lavet, og instrumenteringen af sangene er både original og uforlignelig. Der er ingen decideret svage numre på pladen – hvis man endelig skulle vælge nogle, skulle det være de to instrumentalnumre – og God Only Knows rangerer som en af de smukkeste popsange nogensinde, mesterligt sunget af Carl Wilson. Gruppens angiveligt konservative forsanger Mike Love kunne ikke lide på pladen, og det er stadigt svært at forstå hvorfor.

 

6/6

 

Videoen er fra et hollandsk tv-show, hvor gruppen, som sædvanlig uden mastermind Brian Wilson, playbacker sig igennem God Only Knows, der i øvrigt har en helt anden instrumentering end den, bandet står med.

Chris Cornell – Euphoria Morning (1999)

Da det såkaldte grungeband Soundgarden gik i opløsning i 1998, banede det vejen for starten på forsanger Chris Cornells mildt sagt ujævne solokarriere. Debutalbummet Euphoria Morning er stadig hans mest interessante soloalbum, men det er meget ujævnt. Singlen Can’t Change Me, Steel Rain samt den akustiske Sweet Euphoria er rigtigt fede sange, men de kan ikke skjule at Cornells stemme allerede er dårligere end den var i første halvdel af halvfemserne.

 

3/6

 

Talk Talk – Spirit of Eden (1988)

Ud fra et pladeselskabsmæssigts synspunkt var Spirit of Eden en katastrofe. Talk Talk havde efter kommercielle succeser fået frie tøjler, og Spirit of Eden var resultatet af mange måneders intenst arbejde. Desværre for gruppens label var det også fremmedgørende for de tidligere fans. Faktisk lød Spirit of Eden ikke som noget der var lavet tidligere, og har et tydeligt islæt af eksempelvis Debussy og Miles Davis over sig. De seks numre er langstrakte, og besidder hverken vers eller omkvæd. Musikken væver sig omkring en, og er smukkere end det meste andet. Man kan med en vis retfærdighed betragte Spirit of Eden og Talk Talk som skaberne af den moderne genre post-rock.

6/6

Spirit of Eden havde intet hitpotentiale, men det forhindrede ikke EMI i at lave en forkortet singleudgave af pladens højdepunkt, I Believe In You, lagt til billeder fra et kort TV-show, gruppen af kontraktlige årsager måtte gennemføre.

Prefab Sprout – Steve McQueen (1985)

Prefab Sprout er i dag gået i glemmebogen hos de fleste andre end rigtige popnørder. Imidlertid er de (og især forsanger Paddy McAloon) i mine øjne nogle af de største popgenier i de sidste 25 år. Steve McQueen er hovedværket. Der er stort set ingen svage numre, og man ser hurtigt gennem den ellers lige lovligt 80er-agtige og luftige produktion. Alene pladens fem første sange står blandt de største øjeblikke i de sidste 60 års pop- og rockhistorie. Måske nogle synes Steve McQueens lyd er uddateret – jeg siger at det er synd for dem.

6/6

Fleetwood Mac – Rumours (1977)

I går gav Fleetwood Mac koncert i parken. Uden pladen Rumours havde gruppen næppe kunnet trække folk til i titusindvis i 2009. Pladne er i udpræget grad et testamente over bandets to interne parforhold, der var blevet knust op til indspilningerne. Tabt kærlighed og vreden over denne præger alle gruppens sanger/sangskrivere, mest kendt er Lindsey Buckinghams Everly Brothers-inspirerede Go Your Own Way. Også The Chain, Dreams og den i pladens kontekst uventede You Make Loving Fun er popperler, der alle gør smerte til hookline. Når det er sagt, synes jeg også der nogle sange, der er lidt for mainstream west coast-pop agtig, så som Don’t Stop, der er ligeså irriterende som den er catchy. Generelt synes jeg at Christine McVies sange mangler kant i forhold til Stevie Nicks’ og Buckinghams, men deres har det til gengæld også i overflod. Rumours er så uendeligt meget bedre og mere interessant end andre soft rock-plader fra samme tid.

5/6