Alice in Chains – Black Gives Way To Blue (2009)

Så gjorde jeg det. Det, jeg skrev at jeg ikke ville. Lave anmeldelse af aktuel plade. So be it. Alice in Chains har gjort comeback, 14 år efter seneste album og 7 år efter forsanger Layne Staleys død. Åbenbart synes pøbelen, at det er helligbrøde at fortsætte uden Staley. Fair nok, den nye sanger William DuVall har en rimelig irriterende stemme, men det var alligevel altid guitarist Jerry Cantrell som skrev sangene. Det gør han stadig. Cantrell og DuVall synger tostemmigt på det meste af pladen, og det lyder sindssygt fedt. En gang imellem går der tomgang i den, og nogle af sangene er noget lange i det,  især dem, der mangler melodier – men når melodierne er der, er der tale om rock i topklassen. Cantrells stærke sangskrivning gør, at det lyder som Alice in Chains, og ikke bare AiC-jam, som man kunne frygte. Take Her Out, Private Hell, Your Decision og singlen Check My Brain (eneste nummer med bare en anelse hitpotentiale) er i A-rotation hos denne blog-skribent.

4/6

 

Af uforståelige årsager valgte gruppen at udsende den mildt sagt ikke særligt radiovenlige A Looking in View som første single. Anden single, Check My Brain, er så fed, at man har fået lavet en uinspirerende video, som kan ses her:

Brian Eno – Another Green World (1975)

Brian Eno er en af de eneste pop-musikere (eller hvordan man nu definerer det), som fortjener påhæftelsen af det ellers groft misbrugte geni-begreb. Another Green World er på én gang Enos afsked med traditionel sangbåret rock og hans præsentation af den genre, han senere navngav “ambient”. Der er kun en håndfulde deciderede sange på Another Green World, men selv Enos usikre sang kan ikke skjule at de både er melodiske og velproducerede. Til gengæld er hans tidlige, korte ambientnumre aldeles suveræne. Jeg har prøvet at se om jeg kan blive træt af eksempelvis In Dark Trees og The Big Ship, men det er endnu ikke lykkedes. Generelt er der få plader, der som formår at lyde futuristisk og relevant på samme tid.

 

5/6

 

Youtube-klippet er pladens bedste nummer, The Big Ship, tilsat et “forrygende” stilbillede.

The Beach Boys – Pet Sounds (1966)

Pet Sounds blev groft overset af pladekøberne i 1966, og endte med at blive starten på gruppens nedtur. Ikke desto mindre er det mesterværk, og selv om dens kanonisering er løbet over ende i de senere år, er der stadig masser retfærdighed i den. Pet Sounds’ vokalarrangementer er stadig blandt de bedste, der nogensinde er lavet, og instrumenteringen af sangene er både original og uforlignelig. Der er ingen decideret svage numre på pladen – hvis man endelig skulle vælge nogle, skulle det være de to instrumentalnumre – og God Only Knows rangerer som en af de smukkeste popsange nogensinde, mesterligt sunget af Carl Wilson. Gruppens angiveligt konservative forsanger Mike Love kunne ikke lide på pladen, og det er stadigt svært at forstå hvorfor.

 

6/6

 

Videoen er fra et hollandsk tv-show, hvor gruppen, som sædvanlig uden mastermind Brian Wilson, playbacker sig igennem God Only Knows, der i øvrigt har en helt anden instrumentering end den, bandet står med.

Chris Cornell – Euphoria Morning (1999)

Da det såkaldte grungeband Soundgarden gik i opløsning i 1998, banede det vejen for starten på forsanger Chris Cornells mildt sagt ujævne solokarriere. Debutalbummet Euphoria Morning er stadig hans mest interessante soloalbum, men det er meget ujævnt. Singlen Can’t Change Me, Steel Rain samt den akustiske Sweet Euphoria er rigtigt fede sange, men de kan ikke skjule at Cornells stemme allerede er dårligere end den var i første halvdel af halvfemserne.

 

3/6

 

Talk Talk – Spirit of Eden (1988)

Ud fra et pladeselskabsmæssigts synspunkt var Spirit of Eden en katastrofe. Talk Talk havde efter kommercielle succeser fået frie tøjler, og Spirit of Eden var resultatet af mange måneders intenst arbejde. Desværre for gruppens label var det også fremmedgørende for de tidligere fans. Faktisk lød Spirit of Eden ikke som noget der var lavet tidligere, og har et tydeligt islæt af eksempelvis Debussy og Miles Davis over sig. De seks numre er langstrakte, og besidder hverken vers eller omkvæd. Musikken væver sig omkring en, og er smukkere end det meste andet. Man kan med en vis retfærdighed betragte Spirit of Eden og Talk Talk som skaberne af den moderne genre post-rock.

6/6

Spirit of Eden havde intet hitpotentiale, men det forhindrede ikke EMI i at lave en forkortet singleudgave af pladens højdepunkt, I Believe In You, lagt til billeder fra et kort TV-show, gruppen af kontraktlige årsager måtte gennemføre.

Prefab Sprout – Steve McQueen (1985)

Prefab Sprout er i dag gået i glemmebogen hos de fleste andre end rigtige popnørder. Imidlertid er de (og især forsanger Paddy McAloon) i mine øjne nogle af de største popgenier i de sidste 25 år. Steve McQueen er hovedværket. Der er stort set ingen svage numre, og man ser hurtigt gennem den ellers lige lovligt 80er-agtige og luftige produktion. Alene pladens fem første sange står blandt de største øjeblikke i de sidste 60 års pop- og rockhistorie. Måske nogle synes Steve McQueens lyd er uddateret – jeg siger at det er synd for dem.

6/6

Fleetwood Mac – Rumours (1977)

I går gav Fleetwood Mac koncert i parken. Uden pladen Rumours havde gruppen næppe kunnet trække folk til i titusindvis i 2009. Pladne er i udpræget grad et testamente over bandets to interne parforhold, der var blevet knust op til indspilningerne. Tabt kærlighed og vreden over denne præger alle gruppens sanger/sangskrivere, mest kendt er Lindsey Buckinghams Everly Brothers-inspirerede Go Your Own Way. Også The Chain, Dreams og den i pladens kontekst uventede You Make Loving Fun er popperler, der alle gør smerte til hookline. Når det er sagt, synes jeg også der nogle sange, der er lidt for mainstream west coast-pop agtig, så som Don’t Stop, der er ligeså irriterende som den er catchy. Generelt synes jeg at Christine McVies sange mangler kant i forhold til Stevie Nicks’ og Buckinghams, men deres har det til gengæld også i overflod. Rumours er så uendeligt meget bedre og mere interessant end andre soft rock-plader fra samme tid.

5/6

John Lennon – John Lennon/Plastic Ono Band (1970)

Lennons første soloalbum efter The Beatles’ opløsning er et af de mest bemærkelsesværdige albums, der nogensinde er lavet af en så prominent rockmusiker. Pladen er resultatet af Lennons primalskrigs-teori, og samtlige sange er fuldstændigt hudløse billeder ind i Lennons altid skiftende indre. Kun få af sangene fungerer som baggrundsmusik. Det starter med kirkeklokken i Mother, og slutter med den korte My Mummy’s Dead, der begge handler om Lennons traume over at have mistet sin mor da han var teenager. Pladens mest interessante øjeblikke er den bitre akustiske Working Class Hero samt God, hvori Lennon gør op med alle de ting, han ikke længere tror på, herunder Gud, Hitler og Beatles. Rent produktionsmæssigt er hukommelsen om den store Beatles-lyd aldeles forsvundet, og der er sjældent mere end tre instrumenter på hver sang, hvilket taget i betragtning at produktionen er lavet af Phil Spector er noget spøjst. Den seneste genudgivelse af albummet inkluderer hittet Power to the People samt den mindre kendte Do the Oz, men disse harmonerer dårligt med den indadvendthed der præger den oprindelige udgivelse. John Lennon/Plastic Ono Band er et uvurderligt historisk dokument, der åbnede hidtil ukendte muligheder for sangskrivere, men ikke alle sangene (og deres lyd) er ældet med ynde, og generelt set synes jeg at pladen er mere interessant end god. Dermed dog ikke sagt at den er dårlig.

4/6

Hüsker Dü – Flip Your Wig (1985)

Flip Your Wig kom kun tre måneder efter Hüsker Dü foregående plade, New Day Rising, og det er i sig selv imponerende, men det bliver endnu bedre når Flip Your Wig indeholder det ene stærke nummer efter det andet. Der er stadig tale om et rimeligt simpelt punk-setup, mens sangene varierer mellem poppet og melodisk hårdt. Der er decideret fyld, så som de to sidste sange samt fjollenummeret The Baby Song, men niveauet på resten af pladen er tårnhøjt, især på balladen Green Eyes og powerpop-hymnen Makes No Sense At All. Hüsker Dü er i dag et glemt bindeled mellem 70er-punk og Nirvana, og Flip Your Wig er en suveræn plade.

5/6

Nedenstående er bandets low budget-video til Makes No Sense At All.

My Bloody Valentine – Loveless (1991)

Sjældent ser man en sådan sammenhæng mellem albumcover og lyd som i tilfældet Loveless. Billedet er lige så forvrænget som musikken er det, men det føles aldrig som larm. Drømmende, aldeles uforståelige vokaler er pakket ind i en enorm sovs af guitarer (og skjult synth), og melodierne er suveræne. Personligt er jeg mest til de sange der stryger én med hårene, så som Only Shallow og Blown a Wish, men pladen er som helhed et mesterværk, og et uforligneligt ét af slagsen. Intet under at guitarist og mastermind Kevin Shields ikke har udgivet noget fornuftigt siden Loveless.

6/6