Neil Young & Crazy Horse – Rust Never Sleeps (1979)

Jeg har ikke hørt alle Neil Young-plader, og tvivler på at jeg nogensinde orker. Alligevel tvivler jeg på at nogen af disse er bedre end ‘Rust Never Sleeps’, der kom midt i den punkbølge, der på den ene side trak inspiration fra Young, og på den anden side forkastede hans etablerede position i musikken. Rust Never Sleeps indeholder kun ni relativt korte sange, heraf er enkelte af dem optaget live, med publikum mikset relativt smagfuldt ud af lydbilledet. Den første halvdel er akustisk, den anden halvdel er inklusiv hans faste backingband, Crazy Horse, og symptomatisk for denne opdeling kommer hovedsangen ‘My My, Hey Hey’ (og omvendt) både i akustisk og elektrisk udgave. Sangen spidder den til tider kyniske musik”industri” bedre end nogen anden, og er helt suveræn. Ydermere finder man også perler som ‘Pocahontas’ og ‘Powderfinger’, og hvad enten man foretrækker folkesangeren Neil Young eller rockmusikeren Neil Young, er der tale om fremragende musik. Hellere ni stærke sange som her, end 18, hvoraf nogle er dårlige. Det syntes jeg burde stå som eksempel for en del andre rockmusikere.

Det er svært at opdrive ordentlige Neil Young-videoklip fra denne æra, men det er lykkes mig at finde fine udgaver af pladens start- og slutnummer. Her først ‘My My, Hey Hey (Out of the Blue)’…

…og til sidst ‘Hey Hey, My My (Into the Black)’: