Foo Fighters – Foo Fighters (1995)
Foo Fighters’ debutalbum er egentlig et Dave Grohl-soloprojekt, for han havde ikke hvervet noget band da pladen blev indspillet, og som følge deraf er (stort set) alt spillet af Grohl selv. Han har siden affejet albummet som en hurtigt indspillet demo, der slet ikke burde være udsendt. Det ville have været synd. For selv om lyden aldrig overstiger demokvalitet, er det en virkeligt charmerende omgang sange, der lægger sig ind et sted imellem den senere så polerede Foo Fighters-lyd og Nirvanas mere rå lyd.
Genremæssigt er det en blandet pose bolcher, fra det poppede hit ‘Big Me’, over punket fyld som ‘Weenie Beenie’ til shoegaze-perlen, ‘X-Static’, der har en lyd og stemning, man ikke finder andre steder i Foo Fighters’ diskografi. Pladen kastede en frygtelig masse singler af sig dengang, og det er ikke så svært at forstå, for der er virkelig tale om velkomponeret guitarpop flere steder, også selv om lyden nok er for skramlet til være sådan rigtig mainstream.
Foo Fighters’ debut står for mig som højdepunktet i deres produktion, men det er også afvigeren, og om man kan lide den kommer helt an på, om man synes lo-fi er fedt eller ej. Jeg synes det er fedt her.
5/6
Førstesinglen var ‘This Is a Call’, som her kan ses live fra London på et uspeciferet tidspunkt med den første udgave af bandet, der bl.a. inkluderer Nirvanas liveguitarist, Pat Smear.
Big Me var den første af de mange fjollede FF-videoer, der gav dem kultstatus dengang i halvfemserne.
0 Kommentarer til “”