Kirsty MacColl – Kite

BilledeKirsty MacColl – Kite (1989)

Kirsty MacColl er en af kunstnere, der, til trods for talent og de rette bekendtskaber, aldrig formåede at slå igennem. Hun er mest husket for at være datter af den kendte folkesanger Ewan MacColl; for at være gift med stjerneproducer Steve Lillywhite og ikke mindst for at medvirke på The Pogues’ juleklassiker ‘Fairytale of New York’.

I stedet burde hun være kendt for sine stærke melodier, skarpe tekster samt ikke mindst hendes seje korarrangementer. Kite er hendes andet album, og kom hele otte år efter debutten. Rent stilistisk er det lidt af rodebunke – og, indrømmet, et par af skæringerne er klart for countryagtige til mig – men alligevel hænger det sammen, hvilket producer Steve Lillywhite skal have stor ros for. MacColl har skrevet det meste af materialet selv, men har fået hjælp af The Smiths’ Johnny Marr på et par af sangene, uden at de af den grund afviger fra resten. Det er svært at sætte et genremærkat på Kite, men hvis man synes at The Smiths’, Fleetwood Mac anno 75-83 og tidlig R.E.M. er vildt fedt, kommer man nok ikke på vildspor her. ‘Free World’ er efter min mening en af de helt oversete sange fra perioden, og burde være obligatorisk poppensum. Også den mere guitartunge ‘No Victims’ er vildt fed, især på grund af et suverænt tæppe af kor i baggrunden, der, i lighed med Fleetwood Macs ‘Sara’, fuldstændigt overtager sangen. Også den ørehængende ‘What Do Pretty Girls Do?’, hvor MacColl spidder de kvinder, der tror de kan lade deres udseende gøre arbejdet for dem, er en grund til at høre denne plade. Albummet sluttede med sit mest følsomme øjebilk med ‘You And Me Baby’, men kan i dag nærmest ikke skaffes uden i hvert fald en håndfuld gode bonussange, hvor man blandt andet finder vellykkede covere af The Smiths og Kate & Anna McGarriggle.
Alt i alt bør alle med hang til tidløs guitarpop skaffe sig dette album.

Nyd især ‘Free World’

…og ‘What Do Pretty Girls Do’:

Reklamer

Foo Fighters – Foo Fighters (1995)

Foo Fighters’ debutalbum er egentlig et Dave Grohl-soloprojekt, for han havde ikke hvervet noget band da pladen blev indspillet, og som følge deraf er (stort set) alt spillet af Grohl selv. Han har siden affejet albummet som en hurtigt indspillet demo, der slet ikke burde være udsendt. Det ville have været synd. For selv om lyden aldrig overstiger demokvalitet, er det en virkeligt charmerende omgang sange, der lægger sig ind et sted imellem den senere så polerede Foo Fighters-lyd og Nirvanas mere rå lyd.

Genremæssigt er det en blandet pose bolcher, fra det poppede hit ‘Big Me’, over punket fyld som ‘Weenie Beenie’ til shoegaze-perlen, ‘X-Static’, der har en lyd og stemning, man ikke finder andre steder i Foo Fighters’ diskografi.  Pladen kastede en frygtelig masse singler af sig dengang, og det er ikke så svært at forstå, for der er virkelig tale om velkomponeret guitarpop flere steder, også selv om lyden nok er for skramlet til være sådan rigtig mainstream.

Foo Fighters’ debut står for mig som højdepunktet i deres produktion, men det er også afvigeren, og om man kan lide den kommer helt an på, om man synes lo-fi er fedt eller ej. Jeg synes det er fedt her.

 

5/6

 

Førstesinglen var ‘This Is a Call’, som her kan ses live fra London på et uspeciferet tidspunkt med den første udgave af bandet, der bl.a. inkluderer Nirvanas liveguitarist, Pat Smear.

Big Me var den første af de mange fjollede FF-videoer, der gav dem kultstatus dengang i halvfemserne.

Neil Young & Crazy Horse – Rust Never Sleeps (1979)

Jeg har ikke hørt alle Neil Young-plader, og tvivler på at jeg nogensinde orker. Alligevel tvivler jeg på at nogen af disse er bedre end ‘Rust Never Sleeps’, der kom midt i den punkbølge, der på den ene side trak inspiration fra Young, og på den anden side forkastede hans etablerede position i musikken. Rust Never Sleeps indeholder kun ni relativt korte sange, heraf er enkelte af dem optaget live, med publikum mikset relativt smagfuldt ud af lydbilledet. Den første halvdel er akustisk, den anden halvdel er inklusiv hans faste backingband, Crazy Horse, og symptomatisk for denne opdeling kommer hovedsangen ‘My My, Hey Hey’ (og omvendt) både i akustisk og elektrisk udgave. Sangen spidder den til tider kyniske musik”industri” bedre end nogen anden, og er helt suveræn. Ydermere finder man også perler som ‘Pocahontas’ og ‘Powderfinger’, og hvad enten man foretrækker folkesangeren Neil Young eller rockmusikeren Neil Young, er der tale om fremragende musik. Hellere ni stærke sange som her, end 18, hvoraf nogle er dårlige. Det syntes jeg burde stå som eksempel for en del andre rockmusikere.

Det er svært at opdrive ordentlige Neil Young-videoklip fra denne æra, men det er lykkes mig at finde fine udgaver af pladens start- og slutnummer. Her først ‘My My, Hey Hey (Out of the Blue)’…

…og til sidst ‘Hey Hey, My My (Into the Black)’:

Soundgarden – Superunknown (1994)

Soundgarden var en del af den sammensatte ‘grunge’-bølge, som vel mest af alt kan koges ned til at være visuelt relativt ens bands,  stammende fra Seattle og iført guitar(er). Soundgarden adskiller sig ved at drage paralleller til tunge 70er-psychedeliske bands som Black Sabbath og Led Zeppelin. Chris Cornell var – inden hans stemme tog skade af at synge over evne – 90ernes bedste rocksanger, og på ‘Superunknown’ er han i særklasse. Han har skrevet de fleste og de bedste sange, og stemmen lyser op. ‘Superunknown’ er med sine 76 minutter næsten for lang, men kan leve med de enkelte fejltrin, der hovedsageligt kan tilskrives andre bandmedlemmers hændder,  når man får serveret fantastiske sange som ‘Fell On Black Days’, ‘Spoonman’, det uventede MTV-hit ‘Black Hole Sun’ og min personlige favorit, den umådeligt dystre ‘4th of July’. ‘Superunknown’ adskiller sig produktionsmæssigt fra de andre plader, og den stadionlyd, der præger pladen, er faktisk med til at gøre den mere tidløs. En del af pladen er muligvis for tung til almuens smag, men de nævnte sange er,  den sidste undtaget, poppede nok til at burde falde i en bredere smag.

‘4th of July’ blev ikke udsendt som single, og der er derfor ikke lavet nogen video.

Det store hit, ‘Black Hole Sun’, er muligvis overeksponeret, men det forhindrer ikke sangens video i at være et mindre visuelt mesterværk.

The La’s – The La’s (1990)

Kun få kender The La’s – til gengæld kender ret mange gruppens verdenshit ‘There She Goes’, som må siges at være nem at huske. Bandet lavede kun denne ene plade, og sangeren og sangskriveren Lee Mavers har stort set været stille lige siden.

“The La’s” er fyldt med simpel, catchy guitarpop, hvilket står i skarp kontrast til pladens baggrund, med fire forskellige producere og tre års indspilninger. Intet af det var godt nok til Lee Mavers, men til sidst udsendte pladeselskabet den udgave, U2-producer Steve Lillywhite havde produceret – selvfølgelig mod Mavers’ vilje. Jeg kan ikke forstå, hvordan man ikke kan lide denne plade. De oprindelige 12 sange, med undtagelse af den uheldige, sømandsagtige ‘Freedom Song’, er fremragende. Langt størstedelen af sangene er mellem knap to minutter og tre minutter lange, og er virkelige ørehængere. ‘There She Goes’ er utvivlsomt højdepunktet, men også den rockede ‘I Can’t Sleep’, ‘Liberty Ship’ og ‘Doledrum’ er repræsentanter for suveræn guitarpop. Albummet afsluttes med den uventet episke og kaotiske ‘Looking Glass’, der ikke er mindre god. Den udgave, der sælges i dag, inkluderer fem b-sider, og blandt disse er den meget sørgelige ‘All by Myself’ et højdepunkt, der ikke helt passer ind på albummet, men alligevel er på højde med resten.

En af “The La’s” store styrker er, at den ikke lyder fanget i en tidslomme. Man kan høre inspirationen fra 60erne, men derudover kunne den være lavet når som helst, og der var intet i dens samtid der lød sådan.  Det er en stor skam at Lee Mavers har været stille i 20 år, med undtagelse af enkelte koncerter. Få år efter pladen rullede den berømte britpop-bølge, der var kraftigt inspirerede af The La’s, ind over England, og kunne have gjort The La’s store – men sådan gik det som bekendt ikke.

I øvrigt har jeg endnu ikke set et billede eller video af Lee Mavers, hvor han ikke ser manisk ud.

6/6

Her et klip fra et ukendt tv-show, hvor The La’s spiller ‘Son of a Gun’ og ‘There She Goes’

..og her et klip fra David Letterman, hvor The La’s spiller ‘There She Goes’. Kun de to faste medlemmer af bandet medvirker (Mavers og bassist John Power), da Mavers i vanlig stil havde fyret de to andre – i stedet spiller Letterman’s husorkester med!

R.E.M. – Murmur (1983)

R.E.M: Radiorock. Kedelige ballader. Musik for midaldrende – måske det er sådan i dag. I 1980erne var R.E.M. kult, og når man hører debutpladen Murmur er det ikke svært at forstå. Murmur er fyldt med en ungdommelig energi, som kun svagt kan høres i det mere kommercielle 90er-R.E.M. Lyden er svær at tidsbestemme, som en hybrid mellem punken og The Byrds-agtig folkrock, tilsat en mumlende, uforståelig forsanger. Sangskrivningen er på højt niveau, selv om teksterne ikke giver mening – for det er lyden og stemningen der er vigtigst, og der spilles hastigt gennem de 12 sange. Åndehullet kommer halvvejs på pladen med den fantastiske ballade Perfect Circle. Debutsinglen Radio Free Europe er et standout, ligeså er Moral Kiosk, Talk About the Passion og 9-9. For de mange, der kun kender R.E.M. for de lidt kedelige hits i de sidste 15-20 år, bør Murmur kunne forklare, hvorfor R.E.M. stadig er lidt ‘cool’ i dag.

5/6

Det unge R.E.M. havde en tendens til at spille deres sange i et afsindigt tempo. Dette er også tilfældet her, hvor R.E.M. spiller Radio Free Europe hos en noget ung David Letterman i 1983.

Jellyfish – Spilt Milk (1993)

Jellyfish var et amerikansk band, der var så uheldig at spille 60er-inspireret guitarpop et par år før det fik sin renæssance. Ikke desto mindre er begge gruppens plader noget nær popmesterværker. Spilt Milk er den sidste af disse.  Sangene er intelligent arrangeret, måske for intelligent til den almene lytter, men for den kræsne lytter er det guld. Korarrangementerne er i særklasse, især på det Beach Boys-agtige åbningsnummer Hush og Joining a Fan Club. Der er stærke Beatles-referencer, som i slideguitarsoloen på New Mistake, der er fjollede børnesangspasticher som Sebrina, Paste and Plato, og der bliver spillet med musklerne på All Is Forgiven. Spilt Milk burde være obligatorisk pophistorie, men af uvisse årsager skulle det ikke gå sådan.

6/6

Der er, så vidt jeg kan finde ud af det, kun lavet video til New Mistake….

…men denne liveudgave af All Is Forgiven er virkeligt sej – især forsanger Andy Sturmer, der samtidigt spiller trommer stående. Det gjorde han sådan set altid til deres koncerter, men det bliver det ikke mindre sejt af.


Det latinske alfabet, eller noget af det.

A B C E F H J L M P R S T W Y